En Brøndby-Familie under Besættelsen
Udstilling på Pilegården om familien Sørensen fra Vesterled og deres skæbne under 2. Verdenskrig
Natten mellem den 5. og 6. februar 1945 buldrede det hårdt på familien Sørensens dør i Vesterled i Brøndby. Bevæbnede tyskere og HIPO'ere havde omringet ægteparrets hus. De havde fået et tip om, at faren i familien, Gunnar Sørensen, gemte ulovligheder. I baghavens værksted, godt gemt i hulrummet mellem taget og loftet, fandt de et par kasser med sprænghoveder opbevaret for modstandsbevægelsen. Forvirringen var total. Gunnar Sørensens hustru, Gudrun, græd, mens Gunnar forsøgte at forklare, at våbnene skulle bruges mod russerne. Den troede tyskerne ikke på! Deres lille søn Skot på 2 år husker kun, at han blev dikket på maven af en tysk soldat iført stålhjelm og gevær.
Gunnar blev arresteret på stedet og røg i Vestre Fængsel. Tilbage sad hans hustru og deres lille søn med uvisheden om Gunnars videre skæbne. Hvor længe skulle han være fængslet, ville han komme i koncentrationslejr, og ville de nogensinde se ham igen?
Mød resten af historien om familien Sørensen og Gunnars videre skæbne i udstillingen En Brøndby-Familie under Besættelsen på Pilegården i Brøndby. Her fortælles om tiden i Vestre Fængsel, om uvisheden og brevene mellem de to ægtefæller, om tiden og knapheden uden mandens indtægt og om modstandskampen i Brøndby.
Udstillingen er udarbejdet af Gunnar Sørensens svigerdatter, Nina Meta Sørensen, i samarbejde med Forstadsmuseet. Udstillingen har været åben i maj og juni måned og genåbner mandag den 2. august kl. 11 og vil herefter være åben hver mandag 11-15 i august og september måned. I forbindelse med udstillingen udgives Nina Meta Sørensens publikation En Brøndby-Familie under Besættelsen.
Tid: mandag d. 2. august til mandag d. 27. september, mandage 11-15
Sted: Pilegården, Korsdalsvej 136, 2605 Brøndby

