FORHISTORIE
Jeg er født i 1933 i København, min far og mor var ikke hverken prins eller prinsesse. De boede på Vesterbro i en 2-værelses lejlighed, men de var sikre på, at de ville give deres vidunder af en søn en opvækst i frie grønne omgivelser.
Så i 1934 flyttede de til Valby til en større lejlighed. Det var i udkanten af København på det tidspunkt. Der var stadig bondegårde bl.a. Lyshøjgård, der lå hvor Valby station og rutebilholdepladsen ligger i dag. S-toget til Valby blev sat i drift i 1935. Der var nedgang til S-toget ad en trætrappe til højre for broen, der går over banegraven og perronen var en træbelagt platform.
I slutningen af 1937 tog mine forældre beslutning om at blive selvejere eller prioritets-bestyrere". De så på huse i Hvidovre og fik det gode råd af familie og venner at de ikke skulle købe et hus på strandsiden af Køgevej, fordi det var et fugtigt område, der stod under vand i vinterhalvåret. - Det eneste jeg havde hørt om Hvidovre, var fra min bedstefar i hans beretning om Vigerslev-ulykken i 1919. Han havde været postpak-mester på det tog, der blev påkørt bagfra. Til alt held havde man den uvane at køre med åbne skydedøre, så han blev ved sammenstødet slynget ud af toget - og ned ad bane-skråningen - det reddede ham, fra vognen han havde været i, som blev knust. Da han kom til sig selv igen blev han nødtørftigt forbundet og hjalp til med regningsarbejdet. Hvorefter han gik hjem til Vesterbro, og på ham lød det som om Hvidovre lå midt ude på Sjælland. Han kom hjem om morgenen, og det første min bedstemor sagde var: Hvad har du dog gjort ved dit øre Niels Christian. Det halve venstre øre manglede. Svaret var; Det må være de forbandede tjørnebuske på baneskråningen i Hvidovre, der har taget det. - så jeg forventede, at Hvidovre var langt væk.
FLYTNING TIL "SIBIRIEN"
I foråret 1938 flyttede vi til Avedøre til en nyopført bungalow. Den lå på Avedøre-gårdens udstykning "Villaby" fra 1926. Det som en Hvidovre-historiker har kaldt "Sibirien" (dette navn har jeg aldrig hørt før). Huset lå ca. 25 meter fra skelgrøften til Hvidovre. Men det var 25 vigtige metre. For Avedøre hørte mærkværdigvis til Glostrup kommunemæssigt. Og beboerne må have været nogle hedninge, for de havde ingen kirke. Så alle kirkelige handlinger var henlagt til Brøndbyøster eller – vester.
Avedøregaards Villaby, også kaldet Sibirien.
I 1938 var der åbne vidder i Hvidovre, så når jeg stod på trappen i mine forældres hus kunne jeg se Risbjerggård og trafikken på Hvidovrevej - den smule der var dengang.
På den anden side af skelgrøften lå åbne marker med korn og andre afgrøder. Det er der, hvor der i dag løber en 4-sporet motortrafikvej (Avedøre havnevej) . Senere blev krydderfabrikken TARTA bygget på en del af marken (i dag Multihuset ejet af Hvidovre kommune) Disse marker blev min fodboldbane og legeplads. Vejene i villabyen var alle opkaldt efter gårde og gartnerier i Avedøre.
Vejene var belagt med slagger og der var brede græsrabatter, så man har på sin vis været forudseende , da man planlagde udstykningen fra Avedøregården - så vi i dag har gode brede veje med gode fortove med dobbelt fliserækker.
Slaggevejene glemmer jeg aldrig. Jeg fik en cykel i fødselsdagsgave da jeg fyldte 6. Den var populært sagt købt til at vokse på, så der var sat klodser på pedalerne, så jeg kunne nå dem, hvilket ikke gjorde det nemmere, at lære, at cykle. Men jeg styrede af sted på min nyerhvervelsen med far eller mor løbende ved siden af. Senere kom der mere fart over feltet, og det resulterede i nogle nødlandinger, og jeg kan garantere for, at slagger er svære at få ud af forslåede drengeknæ. Endnu flere år efter kunne jeg stadig pille disse små skarpe tingester ud af knæene.
Udstykningen var ikke kloakeret fra starten. Men da der i starten af krigen ca. 1941-42 var mange arbejdsløse, blev der sat nødhjælpsprojekter i gang. Et af dem var kloakering af Avedøregårdens Villaby. Kæmpemæssige betonrør blev gravet 3-4 meter ned i jorden med håndkraft. I dag ville man kalde det slavearbejde, men arbejdsløshedsunderstøttelsen var 2 kroner om dagen, og man ville hellere udføre dette arbejde end at arbejde i en brunkulslejr i Jylland eller grave tørv i en sur tørvemose. - Det tog nogle år før dette arbejde var færdigt.
Men tænk så kunne vi få "træk og slip" toilet i stedet for en spand - nye tider -, men rabarberne og jordbærrene blev nu ikke så kraftige de følgende år. - Naturgødning er nu godt.
Overskudsjorden fra dette gravearbejde blev transporteret til Avedøre Holme ad Holmevej (i dag Tårnfalkevej), der var den eneste adgangsvej til holmene. Så det var den første opfyldning af holmene, endnu længe før tanken og om det store inddæmmede areal kom på tegnebordet.
SAMMENSÆTNING AF BEBOERE I OMRÅDET
var meget forskellig, men hovedsagelig var det håndværkere, arbejdere og funktionærer, der var flyttet herud, og hovedparten kom fra København. Det var ganske almindelige mennesker, der for det meste havde deres job i København - men selvfølgelig var der også nogle "skæve" eksistenser, som f.eks. "klunseren" 5-7-9, han ejede nemlig 3 grunde på vejen, men han ejede ikke salt til et æg. Hans cykel var sjældent ædru, men den fandt hjem hver gang. En anden type var "Sangerinden" (pensioneret Bakkesangerinde) en yderst velholdt og velklædt dame. Hun blev for øvrigt senere farmor til en velkendt dansktop sangduo.
Standarden af husene var meget forskellig. Fra murermester-villaer, små populære bungalows med eller uden kælder, mærkelige selvbyggerhuse, træhuse der var opført af brædder fra Ford-kasser og beklædt med tagpap for at gøre dem nogenlunde tætte. Derudover var der et stort antal fantasifulde sommerhuse.
Samfundet i Villabyen fungerede godt. Man havde i 1940 to forretninger. Der var den uundværlige gamle landkøbmands-butik med spegesild i tønder, træsko, mel, sukker og gryn i løs vægt i sække, udendørs havde han grovvarer samt petroleum og benzin i tromler med pumpe på. Derudover var der et Ismejeri med brødudsalg, der også solgte slik og is.
FESTLIGT LIV I GRUNDEJERFORENINGEN
Grundejerforeningen arrangerede store sommerfester, som bl.a. havde til formål at skaffe penge til at forsamlingshus, hvilket også lykkedes så man sidst i 40erne fik anskaffet en gammel "tysker-barak", der blev placeret på en grund på hjørnet af Nordlundsvej og Kettevej.
Huset fik det mærkelige navn "Hug-huset", hvorfor må guderne vide. Men huset blev i en række år rammen om mange fester og baller, når Willy's Show-band spillede op til dans.
En Hvidovre danseskole åbnede også en filial i det nye samlingssted, så kvarterets børn og unge kunne få lektioner i at begå sig på et dansegulv.
I Hvidovre trivedes nogle selskabelige foreninger i 30 og 40erne. Der var "Fælles Glæde" og "Gamle Danse", der fortrinsvis havde dans på programmet. Desuden fungerede "Teaterforeningen" med teater og revy.
Alle foreningerne holdt til på Risbjerggård, og afholdt hver måned i vintersæsonen deres arrangementer i den store teatersal.. Mine forældre var medlem af den ene forening, og jeg fik lov til at komme med til arrangementerne for at få et pust af suset fra de større steder. Jeg gik også til Danseundervisning på Risbjerggård på Hvidovres største og eneste danseinstitut.
AVEDØRE SKOLE
I april 1940 begyndte min skolegang i Avedøre Skole. Det var en landsbyskole på det tidspunkt men relativ ny, den er bygget i 1929. Den bestod af 4 klasseværelser og 1 gymnastiksal. Derudover rummede bygningen et bibliotek, der var et filial af Glostrup bibliotek. Dette rum fungerede tillige en gang om måneden som rodekontor for skatteindbetalinger samt for indbetaling af sygekasse kontingent. Alle rum var opvarmet af gammeldags store runde kakkelovne, der i vinter perioden skulle tændes op og passes af klassens ordensduks, et job der gik på tur i hver klasse. Der var 2 lærere og 1 lærerinde tilknyttet skolen.
Der var 7 års skolegang, men der var kun kapacitet til 5 klasser på skolen. Det klarede man ved at lade 2-3 klasse blive undervist sammen og 6 og 7. klassetrin klarede man på den samme måde.
Jeg havde kun gået i sko1e i en uge, da jeg om morgenen d. 9. april 1940 på vej til skole oplevede, at se så mange flyvemaskiner på een gang som jeg hverken før eller senere har oplevet - de var desværre tyske. Nogle ældre skolekammerater trak mig ned i vejgrøften på Kettevej. Da der blev stille igen fortsatte vi til skolen.
1.læreren hr. Jensen (senere Aggernæs) samlede alle eleverne og fortalte, at Danmark var blevet besat og at vi skulle gå stille og roligt hjem og møde igen næste morgen, hvis alt forblev roligt. Hr. Jensen (Aggernæs) var et meget kristent menneske, der kom fra det indremissionske Vestjylland fra et fiskermiljø på Aggertangen.
Udover at være leder af Avedøre skole var han degn i Brøndby Øster og -Vester kirker. Så han underviste os meget passende i Religion, Dansk og sang. Han var en udmærket underviser og specielt religion var hans kæphest, men ikke den store pædagog.
Fra naturens side har Vor Herre bestemt, at jeg skulle være venstrehåndet eller kejtet som man sagde dengang. Men da jeg i 2. klasse fik degnen, lærer Aggernæs, i dansk var han fast besluttet på at han havde fuldmagt fra de højere magter til at ændre min venstrehåndethed. Så blyant fat med højre hånds tommel- og pegefinger. Og hvis jeg glemte det og brugte venstre, kom der et hug men en trælinial over venstre hånd så det sved, men det virkede. Jeg har skrevet med højre hånd siden.
2.læreren var en spøjs person. Et b-menneske, der havde svært ved, at komme op om morgenen og være i klassen til tiden. Så han kom tit løbende ovre fra lærerboligen i fuldt firspring med håret strittende og ikke helt nybarberet. Han var en frisk lærer og lidt af en skuespiller. Han kunne holde elevernes opmærksomhed fanget. Så vi fik lært noget hos ham.
Aabo underviste i regning, naturfag, geografi og gymnastik. Avedøre skole var en ny verden, der åbnede sig for mig.
LANDSBYLIV
Mine klassekammerater var en blanding af udflytterbørn og gårdmands- og gartnerbørn. Men jeg kan ikke erindre, det på noget tidspunkt gav anledning til problemer. Jeg kom på gårdene og gartnerierne og hjalp til sammen med de andre drenge og piger både med at hakke roer og i hele høstperioden, når det gjalt om, at få kornet i hus i tørvejr.
Så jeg fik mange dejlige kammerater og samtidig et sundt indblik i, hvordan livet formede sig i et landsbysamfund, hvor alle hjælper alle for at få det hele til at gå op i en større enhed.
I vinterperioden lå vi ikke i hi, så kom slagtetiden, hvor slagteren kom til byen, og der blev slagtet grise, kalve og køer. De slagtede grise blev hængt op i vognporten og parteret og efter det hele var overstået, endte det med et solidt måltid med slagtemad.
Når frosten satte ind frøs gadekæret til og så havde vi en skøjtebane som vi også indrettede til en ishockey-bane. Smeden lå lige overfor, så vi kunne også få skøjterne slebet.
Hvis det var en vinter med meget sne, og dem var der nogle stykker af først i 40erne, så løb vi på ski til skole over markerne. Det var herligt.
Jeg forstod også, at den advarsel mine forældre havde fået mod at købe hus på vandsiden af Køgevej var rigtig, for de skolekammerater der boede på Frydensstrands alle og Engholm alle m.m. var nødt til at gå i gummistøvler i skole flere måneder af året. Vejene forsvandt i mudder og man gik på brædder.
ERINDRINGER FRA KRIGENS TID
En morgen i efteråret 1943 lød luftalarms- sirenen og alle eleverne blev beordret ud af klasseværelserne med besked om, at at vi skulle opholde os i skolens forhal (der var ingen beskyttelsesrum). Luftalarm var meget almindeligt, for der kom hyppigt overflyvning af allierede fly. Pludselig så vi et fly, der i lav højde passerede skolen. Vi nåede netop at se, at den havde Royal Air Force mærker på.
Det viste sig at være en engelsk bombemaskine, der under sit togt var blevet beskudt og var så beskadiget, at den ikke kunne fortsætte. Den nødlandede på Stevnsbogårds marker kun få hundrede meter fra fæstnings arealet. Den landede pænt, men desværre lå Avedørelejren tæt på, så de tyske soldater var hurtigt ved maskinen og tog besætningen til fange uden voldsomheder. Men der var kun 3 mand om bord , hvilket var underligt , for besætningen på den type fly var almindeligvis 5-6 mand.
Senere fandt jeg ud af hvorfor der kun var 3 mand om bord.
FALDSKÆRME TIL BRUDEKJOLER
Min mor tjente lidt ekstra lommepenge ved at sy kjoler for damerne i villabyen. Hun var l tyverne blevet uddannet på Illums systue for finere kjolesyning.
En ung pige på vejen skulle giftes og hun havde aftalt med min mor, at hun skulle have syet en brudekjole. Materialet var noget hæsligt mønstret krigsstof.
Men en aften kom hun pludselig og trak min mor lidt til side. De hviskede sammen og grinede. Senere fik jeg at vide, at hun havde spurgt om min mor kunne sy hendes brudekjole af faldskærmssilke. Det blev den så. Selv om jeg kun var 10 år gammel, kunne jeg nok regne ud, at det var meget mystisk.
Det viste sig at bombemaskinen, der nødlandede på Stevnsbogårds mark havde passeret Hvidovre. På marken ca. hvor Multihuset ligger i dag landede 2-3 engelske flyvere i faldskærm. Både faldskærme og englændere forsvandt sporløst i en fart.
Besætningsmedlemmerne blev hjulpet af venlige mennesker med den rigtige indstilling og endte så vidt vides i Sverige. Faldskærmene endte som brudekjole i Brøndby kirke. Men jeg kan garantere for, at faldskærmsliner var lavet af et fantastisk lækkert og stærkt materiale.
>Retur til Gode historier<
FRA AVEDØRE SKOLE TIL KETTEVEJSSKOLEN
Min skoletid fra 1940-45 fløj af sted og jeg havde en herlig tid. Samtidig fik jeg de basale kundskaber i dansk og regning banket grundigt ind for det var en gammeldags terpeskole.
Efter 5 år i Avedøre skole havde mine forældre en ambition om at jeg skulle i mellemskole, men det ville betyde , at jeg skulle skifte til Glostrup skole for der hørte vi jo til - det var lidt af en rejse at skulle foretage hver dag på cykel for en 12-årig.
Min mor tog mig derfor resolut med til Kettevejsskolen i Hvidovre for at få mig optaget på denne højere læreanstalt.
Hun bad om en samtale med Overlærer Claus Petersen, der ledede skolen. Han lyttede forstående, men rystede på hovedet, og sagde, at det ikke var muligt, når vi boede i Avedøre og hørte til Glostrup kommune. Under alle omstændigheder skulle jeg først bestå en optagelsesprøve før jeg kunne blive optaget i en mellemskole. Jeg blev skrevet op til en optagelsesprøve, som skulle afholdes 1 måned senere. Måske øjnede han en chance for, at det måske slet ikke var blev nødvendigt, at bekymre sig mere om mig.
Prøven gik udmærket - man kunne altså lære noget i en landsbyskolen.
Jeg blev vandkæmmet igen og bragt til overlærer Claus Petersen, der nikkende hørte på min mors talestrøm. Så rystede han på hovedet og sagde, at der var det store problem: Hvilken kommune skulle betale for min undervisning. Men han ville lade sagen gå videre. Og det gjorde han - måske.
Men 3 uger senere fik jeg brev om, at jeg kunne begynde i 1. mellem d. 1. april 1945. Og stor var glæden. Jeg var den første elev fra Avedøre skole, der kom i mellemskole i Hvidovre.
OFFENTLIGE TRANSPORTMIDLER (Vallensbæk Bilen)
Den offentlige transport var i 30 og 40erne ret sparsom. I Hvidovre havde man Hvidovre Rutebiler, en ringlinie der betjente den midterste og sydlige del af kommunen. Den kørte med rimelige intervaller, og satte os i forbindelse med knudepunktet og Toftegårds Plads og 3 sporvognslinier.
Men når det drejede sig om Avedøre blev det straks værre. Vi havde Vallensbæk Bilen, der var en rute, der udgik fra Toftegårds Plads og kørte via Hvidovre til Avedøre, Brøndby Øster, Brøndby Vester og endte i Vallensbæk, hvor bussen havde hjemsted. Ruten blev betjent af 1 bus, så med rutens længde kan man forestille sig at der var langt mellem afgangene. Det blev kun til 5-6 afgange i døgnet. I 40erne, i krigens tid, blev det endnu mere sparsomt p.g.a. benzinmangel, det endte med at man måtte påmontere et gasgenerator anlæg, så det blev det gode danske bøgetræ der gav drivkraften. Ruten blev nedlagt i 50erne.
FORRETNINGSCENTRE
Strukturen i Hvidovre var helt forskellig fra i dag. Bebyggelserne var grupperer andre steder og beboerne blev fortrinsvis betjent af små købmandsbutikker, som lå spredt i villakvartererne. Der har mindst været 30-40 små købmænd. Men omkring Hvidovre Kirke var opstået en samling forretninger med både købmand, bager, slagter, frisør samt et par små blomster forretninger til at betjene kirkegården og kirken. Meget senere kom Hvidovre torv og de forretninger vi kender i dag.
Det var det nordlige forretningscenter. Fra kirken til Hvidovre station fandtes der i 40erne ikke meget forretningsliv.
Omkring krydset Hvidovregade/Vigerslev alle, lå en samling forretninger med bager, slagter, købmand, og da Hvidovre Kino blev bygget i 1940 kom der også en tobaks- og vinhandel samt en blomsterforretning. Som kuriosum kan nævnes, at Hvidovres første pølsevogn havde stade overfor biografen, med bagsiden op mod Spurvegårdens hæk.
For øvrigt var Hvidovrevej på strækningen fra Vigerslev alle/Allingevej til Kettevej i en meget dårlig forfatning, faktisk en grusvej omkranset af marker, og al trafik foregik ad Hvidovregade til Kettevej. Trekanten mellem Hvidovregade og Hvidovrevej var mark omkranset af ståltrådshegn, og Spurvegårdens kreaturer græssede på marken.
Mod syd var krydset Brostykkevej/Hvidovrevej centret med bager, slagter, købmand, frisør, frugt og grønthandel, trælasthandel og isenkram, elinstallatør, manufakturhandel, samt cykelhandel med værksted. Mange af disse forretninger lå i en lav basar bygning andre i primitive træbygninger. Mod syd stoppede Hvidovrevej ved Gl. Køgevej, hvor der lå et par små forretninger.
Byens Brugs var i huset, hvor Gobi i dag har forretning.
FORENINGSLIV
Hvidovre har altid været rigt på foreningsliv, så der var talrige muligheder for børn og unge til at få oplevelser sammen.
Eriksminde var tilholdssted for Grønne spejdere og KFUM og K for ugentlige sammenkomster.
DUI havde også stor tilslutning, og havde et stort orkester, der marcherede gennem byen.
Jeg erindrer bedst KFUM fra 1943-44. De arrangerede hvert å sommerlejer i Vemmetofte ved Fakse Ladeplads.
Det som står klart i min erindring var sommeren 1944. Ingen havde noget lejrudstyr. De fleste madvarer var rationeret - alt var på rationeringsmærker. Teltene var gamle og udslidte samt utætte men vi havde det alligevel herligt. Vi havde et par unge piger/koner med som "tanter" til at stå for madlavningen. Midt i lejrperioden dukkede et par ældre deltagere op en nat. Jeg havde set dem før, men kunne dårligt genkende. Den ene hed Knud og havde været politibetjent, men var gået underjorden i september1943, da tyskerne arresterede politiet. Den anden var et stort brød, havde stort skæg og var sorthåret. Han hed Helge og var arkitekt-studerende. Helge var ualmindelig knaldrødhåret. Vi havde et par herlige døgn sammen, hvor de bl.a. arrangerede et meget realistisk nat orienteringsløb i Vemmetofteskoven. Og pludselig var de væk igen. Helge har jeg mødt senere og vi har moret os meget over dette mærkelige gensyn, og han betroede mig, at de kom til Vemmetofte, fordi han var blevet meget forelsket i Kirsten Olsen, en af vore tanter. Hun blev også senere Helges kone og kom til at hedde Schønnemann, og blev kendt som kunstmaler. Helge blev arkitekt og som man ved ophavsmand til mange kommunale bygninger og huse i Hvidovre.
Hvidovre bibliotek var kulturcenter og hjemsted for mange foreninger.
KETTEVEJSSKOLEN
Jeg startede på Kettevejsskolen 1. april 1945, men glæden varede kun kort. Efter 3 uger fik skolen besøg af den tyske værnemagt. De ville, som den nye skoleinspektør A. O. Andersen sagde "låne" vores skole til indkvartering af tyske flygtninge, der strømmede til Danmark, efter at Tyskland var blevet sønderbombet i slutningen af krigen.
Vi måtte rykke ud af skolen, og for min klasses vedkommende blev undervisningen henlagt til en spejderbytte, der lå på Høvedstensvej. Vej var nu så meget sagt. Det var en markvej, der gik fra Hvidovrevej og endte blindt ved Langstedgård, der var ejet af Hvidovre kommune og fungerede som husvilde bolig. Det blev til 2 timers interimistisk undervisning hver formiddag. Jeg tager hatten af for de lærere, der fik det til at fungere. Vi fortsatte således videre i 1½måned til sommerferien oprandt.
Fra august 1945 blev Kettevejsskolens elever overflyttet til Strandmarksskolen, hvor vi gik hver anden dag til foråret 1946. Der var langt fra Avedøre til Strandmarksskolen.
På det tidspunkt var Kettevejsskolen blevet rømmet for flygtninge, sat i stand igen, og samtidig havde Hvidovre kommune benyttet lejligheden til, at udvide skolen med en ny fløj og 2 gymnastiksale. Fine forhold. når man tog i betragtning, hvad vi havde været vant til.
KONFIRMATION I HVIDOVRE KIRKE
Jeg blev konfirmeret i Hvidovre kirke i 1947. Præsten hed Th. Gaarn Larsen, og han var efter den tids norm noget speciel, bade i sin indstilling og væremåde. Han kørte på motorcykel og var en virkelig frisk fyr. Det var skik og brug, at præsten efter den kirkelige handling på konfirmationsdagen, tog rundt og besøgte alle sine konfirmander.
Han kom til Avedøre på sin motorcykel, selv om han sagde, at han havde sneget sig ind i et fremmed sogn. Han fik nogle glas vin, hvorefter han atter besteg sin motorcykel, skruede alpehuen godt fast og for til Hvidovre. Det må have været et hårdt liv at være præst, i Hvidovre, og der skufle en god fysik til at overleve. Men Gaarn Larsen var en rigtig præst - og vi kunne lide ham.
Da jeg i 1955 skulle giftes var jeg heller ikke i tvivl om, at det skulle være i Hvidovre kirke, og med Gaarn Larsen til at smede os i hymens lænker.
Og han gjorde det godt, for lænkerne holder endnu 44 år efter. ( Det var et sidespring ).
Efter afsluttet Realeksamen kom jeg i shipping-lære og måtte fortsætte min skolegang i København, medens en del af mine kammerater fra Avedøre kunne nøjes med at tage på Teknisk skole i Hvidovre, som fungerede udmærket allerede i 50erne på grund af nogle virkelig driftige og fremsynede Hvidovre-borgere.
BYGGERI i 40 OG 50ERNE
Sidst i 40erne og først i 50erne kom der gang i etagebyggeriet. Markerne omkring Hvidovrevej blev til byggepladser. Lejerbo og Bredalsparken skød op. Man anede at den landlige idyl med køer på markerne langs Hvidovrevej var på vej til at forsvinde.
Lejerbo byggede først langs Hvidovrevej. Stadsrenden blev lagt i rør. Man fortsatte byggeriet ad Kettevej , som nu hedder Kettegård Alle. Styk for styk blev de bagvedliggende marker bebygget med moderne etage byggeri. Det var en udvikling som gik virkelig stærkt. Der var en stadig ventetid på, at få en lejlighed.
Jeg var blevet forlovet med en pige, jeg havde lært at kende på Kertevejsskolen, en skole-kæreste må man sige.. Vi lod os skrive på Lejerbo's venteliste. I 1955 blev vort nummer så trukket ud. Vi fik brev om, at vi kunne komme på Lejerbo's kontor og vælge lejlighed. Da indtægterne var rimeligt begrænsede (vi var begge netop færdigudannet) turde vi kun binde os for en 2-værelsers som kostede 195,- kr. pr. måned med varme. Den lå i en boligblok man var ved at opføre på Kettegårds alle. Men vi kunne kun få lejligheden, hvis vi blev gift senest 6 uger efter overtagelsen af lejligheden. Det nåede vi også.
Min svigerfars kommentarer til lejligheden var: Så er ringen sluttet. I flytter hjem igen. Han var nemlig født på gården SPURVEHØJ, som havde været i familiens eje gennem mange år, inden den blev afhændet i 1934, da det virkelig var svært at drive et landbrug på 12 tønder land rentabelt i Hvidovre. Jorden blev senere udstykket og en del er i dag en part af Risbjerg kirkegård.
Men vi kom da til at bo på SPURVEHØJ's marker, og jeg fandt ud af, at jeg havde giftet mig ind i en del af Hvidovres historie og Avedøres med, og det er spændene at følge sporene fra Madam Eriksens butik i Hvidovregade til Peter Eriksens gård på Kettevej og videre til Avedøre, hvor at par fætre drev landbrug og gartneri og en anden Eriksen var tømrermester.
Også på Køgevej skete ting og sager i disse to årtier. På sydsiden skød bolig karreer op med lynets hast.
Beringgårds jorder blev bebygget. Sognefogedens gård, Beringgård, blev revet ned. Flere boligblokke blev bygget og det endte med et højhus med elevator og et lille forretningstorv.
Helt ude ved Frihedskroen byggede man lav bebyggelse i 2 etager med grønne arealer imellem. Et godt initiativ. Man fortsatte på Frihedsgårdens marker, hvor man endte med beton-siloerne i Frihedens byggeri.
At følge med i udbygningen af Avedøre Stationsby er et kapitel for sig. Store bygninger steg op af marken som paddehatte, og endte med at blive en hel by for sig.
Det er svært at forestille sig, hvordan Vestre Strandvej idyllisk fulgte fæstnings-arealet forbi Paradisgården og endte ved Køgevej. Det var der vi kørte hver sommer, når vi skuffe ud og bade på Neptun og Mandalay. Ren nostalgi.
IDRÆTSFORENINGER
Også sportsforeningerne havde stor tilslutning, og mange nye foreninger dukkede op. HIF tog sig af fodbold og håndbold, og da jeg fra Avedøre Idræts Forening havde fået forkærlighed for fodbold, og havde lidt talent for spillet, var det naturligt for mig at fortsætte i HIF sammen med nogle skolekammerater.
Det var under beskedne forhold på Hvidovre stadion først i 50erne. Klubhuset var en træ bygning uden varme. Badevandet havde samme temperatur som da det løb ud fra vandværket, men vi havde det herligt.
Selv som meget unge menneske blev man accepteret og taget ind i varmen, når man bare kunne spille fodbold og kunne lide det. I 1950-51 var jeg med til at spille HIF op i fra Københavns-serien til 4. division.
Om vinteren spillede vi badminton for at holde os i form og træning. Det foregik på det tidspunkt i Hvidovre Badminton og Tennis Klub på Strandmarksskolen i en gymnastiksal.
I den nordlige del af kommunen havde Holmegårdens Gymnastik Forening til huse på Holmegårdsskolen, de havde også en afdeling der dyrkede badminton, den blev senere udskilt og blev til Hvidovre Badminton Club (HBC). Klubben byggede selv egen hal på Biblioteksvej først i 60erne. Hvidovre kvindelige Gymnastik Forening havde træning for piger og damer på Kettevejsskolen.
I havnen var der stor aktivitet om sommeren. Sejlkubben SUSET havde virkelig vind i sejlene da den nuværende formand P.G. Hansen gik ind for sejlads i optimistjoller og fik virkelig gang i ungdomssejlads for skoleelever. Også Hvidovre Roklub fik godt fodfæste, fik bygget eget klubhus med plads til deres elegante både.
Kajakklubben blomstrede op selv om det var beskedne forhold i et forfaldent træhus, men fik senere kajakkerne under eget tag på en fornem plads i havnen.
Alt i alt var der et væld af muligheder for et dyrke sport, idræt samt motion selvom det i dag nok ville give nogle rynker på næsen over forholdene, men tiderne skifter.
Når man i dag ser på de idrætsanlæg og faciliteter der kom til i 1960 og 70erne- flagskibe som Hvidovre Stadion, Dansborghallen Frihedens Idrætscenter, Holmegårdshallen mfl. forstår man bedre, at der er opstået så mange idræts klubber i Hvidovre og, at det må være et større historisk arbejde, at redegøre for udviklingen.
AFSLUTTENDE BEMÆRKNINGER
Hvis jeg skal opsummere mine erindringer og bedømme hvorledes det var og hvordan udviklingen har været i Hvidovre, må jeg sige "særdeles tilfredsstillende". Specielt hvis man sammenligner med forholdene andre steder i landet. Særligt hvis man har rejst meget i udlandet, må man sige: At vi har været så heldige, at være født det rigtige sted ' det rigtige tidspunkt. Der er mange der er misundelige på os - og med rette.
Men det er en helt anden historie.
Harry Schultz
|
