Den første Avedørelejr

Avedørelejrens blev bygget i august 1896 på en mark ved Paradisgården, der lå mellem Vestvolden og der, hvor Avedøre Stationsby ligger i dag. Gården var bolig for den lokale opsynsmand for Vestvolden.Manden bag teltlejren var chefen for det nyoprettede 12. Fæstningskompagni, Kaptajn C. F. Cranil. Han anså det for hensigtsmæssigt, at kompagniet var stationeret ved det afsnit af Vestvolden (afsnit II-III), som det skulle forsvare, i stedet for i Egbylejren (Ejby) der lå 1 mil fra Paradisgården (en dansk mil er 7,532 km). På denne måde ville kompagniet spare flere timer dagligt.

”Avedørelejren”, som lejrens officielle navn blev, var i første omgang kun tænkt som en midlertidig forlægning til dette års øvelser ved Vestvolden. De finansielle midler var små, og i begyndelsen bestod Avedørelejren kun af forskellige former for lærredstelte, to skure samt selve Paradisgården, der var kompagnikontor samt samlingssted for officererne. Der var ingen veje, og i den regnfulde sensommer 1896 udviklede lejren sig til en stor mudderpøl. Her sank soldaterne ofte ned i mudder til anklerne. Forholdene blev forværret af, at den udvendige belysning, der bestod af petroleumslamper, konstant gik ud – specielt i blæsevejr. Dermed lå lejren ofte hen i totalt mørke. To år senere regnede det så meget, at man var nødt til at opgive de sidste to uger i Paradislejren, og i stedet søge i ly på Strandgades Kaserne. De primitive forhold blev understreget af de latrinære faciliteter. I de første år bestod disse i en ”pind” placeret bagerst i lejren – af soldaterne benævnt ”skidebrædtet”. Et par år senere blev den udskiftet med retirader, der var placeret ”i en skråstilling, der gjorde unødige ophold utænkelige, selv om det nu foregik under tag.”

På trods af de kummerlige forhold var den logistiske fordel ikke til at overse. På den baggrund foreslog kaptajn Cranil, at lejren blev gjort til en permanent baraklejr. Forslaget blev i første omgang modtaget velvilligt, og Krigsministeriet fik udarbejdet et overslag over anlægsomkostninger for en baraklejr. De politiske vinde havde imidlertid skiftet retning efter 1894, hvor Estrup var gået af, og den provisoriske lovgivning var blevet opgivet. Dermed var det ikke længere den militære logik og logistiske planlægning, der bestemte udformningen af landets forsvar, men hvilken finansiering der kunne komme gennem Rigsdagen.

I 1897 blev der stillet lidt penge til rådighed, men realiseringen af lejren skyldes i høj grad Cranils egen ihærdighed. Han begyndte i 1897 at opføre lejren ud fra den plan, han selv havde foreslået året før. Lærredsteltene blev delvis erstattet af såkaldte Døckerske Filttelte. I hvert telt kunne der være 10 soldater, der på gulvet hver havde deres madras med tæpper og lagner. Kogeskuret blev erstattet af en køkkenbarak, mens det hidtidige materialeskur blev indrettet til bolig for kompagnichefen. I løbet af de følgende fire år blev der anlagt grusveje i lejren, og en barak hvor mandskabet i dets fritid kunne opholde sig. Her var der en ordentlig belysning, og med tiden kom der også en kakkelovn. Barakken blev bygget i 1898 af de rekrutter, der var uddannet som tømrere (eller som påstod, at de var det). Det var yderst vanskeligt at skaffe materialer til byggeriet, men da barakken til sidst kom under tag, gav kaptajn Cranil et godt rejsegilde. Dertil kom, at rekrutterne fik to dages ferie. Den rekrut, som havde været sjakformand for soldaterne, brugte sin første dag i København, mens han den anden dag ikke nåede længere end til Flaskekroen på Gl. Køge landevej. Nogle soldater var ikke kun fraværende, når de havde fået orlov. I 1898 havde rekrut nr. 51 været ulovligt fraværende i 5 dage. Da han endelig vendte tilbage, blev han mødt med en tordentale af Premierløjtnant Bogø, hvorefter han blev sat til at løbe op og ned ad Vestvolden med en granat på ryggen.

Soldaterne var kun stationeret i lejren i sommerhalvåret, mens den stod mere eller mindre tom i vinterhalvåret. Uden for udlægningsperioden blev barakken anvendt som et depotrum, hvorved man undgik at fragte meget af materiellet ud til lejren hvert år. I 1899 og 1900 blev der anlagt en egentlig befæstning af lejren samt en beplantning af området. Beplantningen, der dels blev skabt ved hjælp af ingeniørtropperne samt for penge fra kaptajn Cranils egen lomme, gjorde efterhånden Avedørelejren til en ”smuk og idyllisk Have med Have- og Parkanlæg med Borde og Bænke og Lysthuse for Befalingsmænd og Menige, Ten[n]isplads m.m.” En læge fra Generalkommandoen gav udtryk for, at lejren var gået fra at være en mudderpøl ”til et Paradis”. Lejren havde sågar sit eget figentræ ved siden af Cranils telt, der om vinteren blev beskyttet mod kulden af en glaskonstruktion. Træet eksisterede stadig i 1914, men det blev senere ødelagt ”af nogle kaade Løjtnanters Ubetænksomheder.” Samme år fik lejren også sin egen officerspavillon.

Når de nye rekrutter ankom til lejren blev de budt velkommen af Kaptajn Cranil. Her blev de formanet om at passe på lejrens anlæg og planter. Til gengæld lovede kaptajnen, at deres ophold i Paradislejren ville blive behageligt. I 1902 eller 1903 blev der anlagt en brønd, der kunne dække lejrens behov. Før da havde man til drikkevand og madlavningen anvendt vand fra Paradisgården, mens vand til andre formål stammede fra voldgraven. Alt dette anlægsarbejde var sket for næsten ingen penge, da arbejdskraften bestod af de indkaldte soldater samt frivillige ingeniører. De gartneruddannede rekrutter havde en særlig plads i Cranils hjerte, og de blev sat til at hjælpe ham med at passe på lejrens haveanlæg. Følelsen af, at kompagniet selv havde bygget lejren, gjorde det til en æressag at holde den ren og ordentlig.