En helt almindelig dag i 1929 blev pludselig en noget usædvanlig dag for daglejer Axel Jønsson. Han passede sit arbejde ved gården Frydenhøj, da han pludselig fik øje på noget i jorden. Det viste sig at være et 3500 år gammelt sværd fra den ældre bronzealder 1800-1100 f.v.t. Sværdet stammede fra den gamle bronzealdergravhøj Frydenhøj. Højen havde lagt navn til gården, men var på daværende tidspunkt pløjet væk til fordel for markerne.
Axel tog sværdet med hjem, men da den store krise kradsede i 1932, solgte han det til Nationalmuseet – for 12 kr.! I et par menneskealdre lå sværdet gemt væk i magasin. Skjult og beskyttet som i den gamle høj. I det nye årtusinde er sværdet nok en gang fundet frem af gemmerne, da Historien i Gaden har fået hugget konturerne af sværdet ind i en granitblok, så alle ved selvsyn kan få et glimt af bronzealderen i Hvidovre.
Download og læs hele den spændende historie om sværdet fra Frydenhøj og tag folderen med på tur næste gang du kommer forbi den forsvunde høj.